Biografi for: Henrik Cyrus Jermiin
1813 den 25 februar blev sr. Jens Christian Jermiins hustru i Terpling Marie Kirstine Frederiksdatter forløst med en søn, som blev dagen derpå den 26 ejusdem hjemmedøbt og kaldet Henrich Cyrus. Faddere til hr. Jermiins søn Henrich Cyrus født den 25 februar 1813 var: jomfru Tranberg af Endrup Mølle bar barnet, hr. v. Teilmann til Endrupholm holdt ham frem, frøken Møllersen af Holstebro, ?auseigel Hans Tranberg, provisor Severin Groth fra Varde. Således opgivet testerer H. Steenberg.
1833 Student. 1839 Cand. Theol. 1844 Adjunkt. 1853 Sognepræst i Aasted. 1861 i Tjustrup
Åsted sogn, Frederikshavn kommune
Frederikshavn kommune Fotograf: Danmarks kirker og skoler
Materiale: reproduktion s/h 38*18
Dateret: 1922 Bemærkninger:
Sognepræsterne: F. Bendtsen 1836-53, H.C. Jermiin 1853-61, F. Nielsen (provst) 1861-73, F.V. Gad 1874-90, V. Kjersgaard 1890-94, I. Svejstrup 1894- 1909, H. Hansen 1909-13, J. Bremer 1914 Lærerne ved Åsted skole S. Christensen 1853-70, C.C.S. Kaalund 1873-95, A.B. Kaalund 1895-1906, A. Brendholt 1906-8, L. Lauersen 1908-10, S. Munch 1910, lærerinderne: A. Johansen 1901-7, A. Pommerenke 1907-14, E.M. Jensen 1915-18, K. Rasmussen 1919 Ribberholt skole opført 1851 lærerne: O.C. Christensen 1842-67, A. Olsen 1868- 1907, C. Petersen 1907 Kvissel skole opført 1900 lærerne W. Wolf 1901-3, K.P. Hollesen 1903-6, N.M. Hvidemose 1906-9, J.J. Præstholm 1910, lærerinderne: A. Johansen 1908-21, A.M.M. Larsen 1922
IV. En kvindelig Vækkerrøst.
Det er allerede nævnt, at man fra Rigsdagens Side gennem Oprettelse af Menighedsraad i Sognene vilde søge at faa en folkelig Repræsentation til at raadgive i kirkelige Spørgsmaal, væsentlig dog i de lokale Anliggender, men det viste sig, som ved Forældreraadene i dette Aarhundrede, at Jordbunden kun de færreste Steder var egnet dertil, saa man kan (uden at sige for meget) bedømme dem som enlige Svaler, der ikke bragte nogen Sommer. Det blev stadigvæk Stedets Præst eller Lærer, der raadede, kun i faa Sogne som Frederikshavn betyder Raadet noget med den gamle Købmand Karup, der synes at regne sig selv som en Slags Viceprovst, der gør iøvrigt prisværdige Indstillinger til Bispestolen om Præstevalg i hele hans Synskreds. Imidlertid voksede den nye Tids Menighedsbevidsthed frem i de smaa Kredse, der tidligere før Grundloven havde staaet i Fare for at rammes af Konventikelplakaten af 1741; særlig faar de grundtvigske Lærere og ejendommelige »Ordførere« som Skovkirsten1 mange Steder skabt et aandeligt Røre paa Folkekirkens Grund, men ikke altid i nøje Forbindelse med Sognets Præst; man søgte gerne ud over Sognegrænserne, og dannede egenlig Valgmenigheder, før disse blev et lovformeligt Begreb. Skovkirstens Virksomhed er skildret i flere selvstændige Værker, der er derfor kun Grund til at nævne, at hun var en ganske almindelig Bondepige, som var blevet aandelig vakt gennem Mormonerne og derefter havde haft en religiøs Oplevelse: »hun hørte en Røst i sit Indre, som hviskede til hende: »I din Daab er der Fred og Frelse« (Begtrup: Dansk Menighedsliv V, 1934, S. 13), og siden virkede hun som Prædikant og Sjælesørger i Forstaaelse med flere Præster, bl. a. J. W. Begtrup i Flade. Men hun mødte selvsagt ogsaa Præster, der var betænkelige ved, at en Kvinde rejste omkring og forkyndte Ordet, og en af dem, Pastor Jermiin* i Aasted-Skærum (hvem Kierkegaard havde fundet ret forvirret under Visitatsen 1858), har gjort Forestillinger hos Biskoppen, der giver følgende Vejledning8.
') J. F. Pape, f. 1802.
') Se L. Bøgeskov: Skov-Kirsten, 1904.
*) H. C. Jermiin, 1813-62.
s) Aalb. Bispecopiebog 1853-62 fol. 539-41.
»Til Provst Djørup den 14. Maj 1857 ang. et Fruentimmer i Aasted Pastorat, som holder gudelige Forsamlinger.
Med Deres Høiærværdigheds behagelige Yttringer over samme af 7 d. M. har jeg modtaget et Andragende fra Sognepræsten til Aasted og Skjerum Menigheder, Jermiin, af 29 April d. A., hvori han næst at berette Adskilligt om et Fruentimmer, der i Egnen reiser om som Bods-Prædikant og i Pastoratet har prædiket i næsten aldeles offentlige Forsamlinger, og om sit Forhold ved denne Leilighed hidindtil, ønsker sine Foresattes Videtur om, hvorledes han fremtidigen rettest vil have at forholde sig ved denne Sag. Jeg skal i denne Anledning bemærke følgende:
Imedens jeg, ligesom Deres Høiærværdighed, skal lade det være uafgjort, om ikke den verdslige Øvrighed muligen endnu skulde mene sig berettiget til paa given Anledning at hævde Bestemmelserne i Forordn. 13 Janv 1741 § 14 o. fl., og især hvorledes Domstolene ville bedømme disses Gyldighed eller Ugyldighed i Forhold til, hvad i Grundloven af 5 Juni 1849 findes fastsat, maa jeg navnligen paa det Bestemteste slutte mig til Deres Høiærværdigheds Skjøn, at der fra Kirkens og dens Tjeneres Side paa ingen Maade bør foranlediges nogen Indskriden af den verdslige Øvrighed i Tilfælde, som det, der foreligger. Og idet jeg aldeles slutter mig til Deres Høiærv. Antydning af, hvor mislig en saadan Appel af Kirken (fol. 540) til Staten i Almindelighed er, skal jeg, hvad det her omhandlede Phænomen angaaer, endnu særligen tyde hen til, at det jo ikke formenes Secterere at lade Quinder optræde i deres Forsamling. (Saalidet som jeg derfor betvivler, at der, hvor et sundt og kraftigt christeligt Menigheds-Liv var tilstede i en Menighed, - Noget, hvortil vi nu jo næsten overalt ikkun have Spor af en svag Begyndelse, i enkelte Kroge maaskee Levninger af noget saadant fra en foregaaende Slægt, - efterat i længere Tid skaanende Overbærelse var skeet sin Ret, Formaning og Advarsel med Mellemtid til sammes Overveielse og Tilegnelse havde røgtet sit Ærinde, omsider kunde indtræde en Tid, da Quinder, der sletikke vilde forstaae, hvad Menigheden i dens Forstaaelse af, hvad der hører til apostolisk anbefalet Orden, maa fastholde, kunde vorde Gjenstand for kirkelig Tugt af den mildere Art (smlgn. Thess. 2, 14-15) saa umuligt er det aabenbare, som Tingene staae i vore Menigheder, paa et enkelt Punkt at ville afsie Myggen, medens det kræver al vor alvorligste Stræben og Kamp, ved Guds Naade at holde Tilstanden saaledes, at vi ikke andensteds nedsluge Kamelen). Hvad udvortes Foranstaltninger angaaer, da har jeg saaledes ikke Andet at anbefale, end hvad Præsten har gjort, og Deres Høiærværdighed ligeledes bifalder, at hævde Skolestuens Brug, som noget ikkun Præst og Forstanderskab i Overensstemmelse med Lovgivningen raader for, og hvor følgeligen Intet kan tilstedes, der strider imod kirkelig Orden. Og hvad Bekæmpelse af den omhandlede Kirsten Marie Larsdatters eller Andres uordentlige PrædikantVirksomhed angaaer saavelsom af sammes Indhold, om det skulde udarte, forsaavidtsom det skal skee ved aandelige Midler, saa kan der sikkert ikke være Tvivl om, at hvor Præsten ikke er ganske særdeles begavet og føler sig særdeles kaldet til en directe Modsigelse under personlige Sammenstød og i offentlige Møder, der gjør han bedst i at indskrænke sig til, hvad der desuden allevegne vil bl i ve Hovedsagen og det egentlig Afgjørende, livligere og mere gribende, om muligt, end nogensinde før at forkynde den christne Troe, dertil benyttende den fornyede Opmærksomhed for Ordet, som slige Prædikanter altid vække, og dertil vel ogsaa anvendende f. Ex. Bibellæsning i Kirke eller Skole, men altid og allevegne mere positiv vidnende, meddelende, oplysende, styrkende, end just udtrykkeligen polemiserende. At det kan falde Præsten tungt at indskrænke sig hertil, og, som det maaskee i Øieblikke kunde synes, at lade sin Stilling til og Virksomhed i Menigheden undergrave, veed jeg ret vel.
Men baade maae vi jo, som Herrens Tjenere kunne bie eller lære den Kunst, og derhos skulde vi ogsaa af vort Kjendskab til Kirkens Historie føle os forud beroligede ved Overbeviisningen om, at deslige Udbrud af en misledet Opvækkelse under en kirkelig Matheds Tilstand, naar de have udrettet, hvad de efter Herrens Villie skulle, hos Menighederne og Lærestanden, enten i al Stilhed vende tilbage inden kirkelig Ordens Grænser, eller hvor Hovmodets Aand bemægtiger sig selvkaldede Prædikanter, ender med, at de beskjæmmer sig ved grov Kjødelighed: i begge Tilfælde altsaa i sin Tid bærende Vidnesbyrd for den Præst, som, imedens de syntes at triumphere over og beskjæmme ham, har forstaaet at tilegne sig Hans Tausens Valgsprog: cras pro me respondebit justitia mea .... K.«
Biskoppens Fremgangsmaade er klar: aandelige Forhold skal bedømmes og ændres udelukkende ved aandelige Midler. - Skovkirsten selv kom, efter et bevæget Møde med Biskoppen i hans Studereværelse1, til at staa paa god Fod med P. C. K., der hos hende fandt en kristen Bekender og ikke en ny Birgitte, der vilde stifte egne Ordener eller Partier.
Kilde: Kirkehistoriske samlinger, Bind 6 Af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie, København 1942-44
http://books.google.com/books?id=xdMSAAAAIAAJ&ots=uIV29ymbaQ&dq=jermiin&hl=da&pg=PA471#v=onepage&q=jermiin&f=false