Biografi for: Jens Christian Jermiin
1775 Degn på Venø
1780-1800 Degn i Aastrup
1785 ejer af Tranekærgaard (Glejbjergvej 12, Glejbjerg) i Terpling
1812 den 6 marts viet sr. Jens Christian Jermiin og pigen Anne (?Marie??) Kirstine Frederiksdatter begge i Terpling i huset efter kgl. bevilling. Forlovere: Jens Lassen i Terpling og Christen Sørensen i Åstrup.
____________________________________________________________
Jens Chr. var degn på Venø.
Venø Kirke, Danmarks mindste, er opført i midten af 1500-tallet. Den oprindelige bygning var 7 m lang og havde kun ét vindue. Skibet senere forlænget, og våbenhus tilføjet. Romansk døbefont. Prædikestol fra 1500-tallet. Altertavle fra 1882. Sidefløje til opr. altertavle ophængt på kirkens nordvæg. Venø er et selvstændigt pastorat (162 indb.). Præsten er tillige skolelærer for øens mindre børn.
Siden 1750 har øen haft egen præst, som også skulle passe embedet som skolelærer; og sådan er det stadigvæk den dag i dag. Om præsternes embedsførelse og eventuelle udskejelser kan man læse på kirkens oplysende præstetavle. I den lille, hvidkalkede kirkebygning blev der i 1991 gjort et spændende fund af kalkmalerier, som ikke er set før. Kalkmalerierne, der er fra 1500-årenes slutning, forestiller fine, udskårne stolestader; man må tænke sig, at de skulle gøre det ud for de stole, som man ikke havde råd til i fiskersamfundet
Kilde: Struer Museum
____________________________________________________________
Jens Chr. Jermiin Havde senere Tranekiærgaard i Terpling ved Glejbjerg. Han skrev den 27 december 1832 følgende brev og fik som præmie et sølvbæger, der nu i 2001 befinder sig hos min fætter Jens Chr. Jermiin, Vejrup:
Underdanigst Pro Memoria
Aldrig kunne jeg overtales til, at søge om premie eller belønning for det jeg alene til min egen nytte foretog, da jeg altid holdt for, at ingen fortjente nogen belønning for hvad han udrettede for sig selv. Uden frugten og fordelen af sin flid.
Det eneste jeg til andres store gavn foruden mit eget, har gjort er at jeg har tilladt, en min ejendom tilgrendsende nabo en grøft, uden mindste erstatning over min ejendom, hvorved han har trukket vandet af en mose, og dermed forbedret og forøget en god toft ved hans gård.
Trende andre, hvis eng lå ind til mit, overtalte jeg til at gøre vandløbet lige i en liden bæk der i mange bugter slyngede sig imellem vor eng, såvidt muligt, hvorved vi skiftede så: at det af deres eng der lå på min side af det nye vandløb, blev mit, og det som lå på deres side deres, hvorved jeg gav vederlag for tilladelse at bekoste en vej, over den enes eng, allene for min mølle og andres færdsel, som og han skulle altid have fri færdsel derover, men ingen anden; denne indretning, skaffede så stor fordel, at disse, især den ene der endnu lever, endelig ville have en ære stok opsat for mig, og bad mig om en langkløvet steen dertil, som de ville lade afbilde, og med mit navn etc. udhugge, men sligt ville jeg ikke have.
For mere end 30 år siden, drev jeg min gård uden heste i fem år, med stude, ikke søgte jeg premie derfor, thi jeg anså det skadeligt, om alt for mange lagde hestene af, desuden vandt en mand i Størsbøl premie, for at have tilvendt stude og drevet hans lidet sted med, skønt han aldrig har opdraget eller tilvendt nogen, men tilkøbt stude som før var tilvendt, thi det var og er almindeligt på denne egn, at man kører og pløjer meget med stude, jeg selv har altid 2 eller 4 stude at hjælpe hestene med.
For bier havde jeg vist fået premie, thi ved en sværm, som for mere end 40 år siden, kom flyvende i min have og hvori jeg gav ham (min nabo) halvt, blev alting stående indtil vi havde 6 stader i hver have til vinter og solgte honning for 8te rigsdaler H.C. (Hamburgsk Curant) derved blev det, så at vi årligt af disse 12 bistader, det ene år med det andet, solgte honning for 20 rdl. Da byen blev udskiftet og jeg flyttede ud, skiftede vi dem op, og fik hver 9 stader til vinter, og solgte honning for mere end 20 rdl.
Forhen var det en skik, at ingen tilsatte mere end 4 a 5 stader, men efter mit eksempel tilsatte de fleste, alle vinterfærdige stader, og bier blev så almindelige, at der var ikke een eneste beboer her i sognet, der ej havde bier, hvortil jeg hjalp meget, ved at sælge levende stader, som ikke lettelig er at få, da de fleste havde en overtro: at bier må ikke sælges levende af haven; også satte jeg her i sognet og i flere sogne bier ud til halvt. Men uagtet jeg og flere end mig for fire år siden havde 50 gode stader til vinter, er de således uddøde, at ikke de halve her i sognet nu har bier, jeg selv fik i år af 10 gode stader, kun en sværm, alligevel lod jeg den stå, men kunne dog ikke nægte en mand i Terpling som ret var uddød for et stade, som han og gav mig 2 rdl. H.C. for, og dog anså han det for en tjeneste, thi alle, som havde købt af mig, har haft lykke af disse bier. Men ikke ville jeg søge premie for den lykke som alene kommer fra Gud, og menneskelig flid ikke kan udrette, desuden er det vel et spørgsmål, om der ikke kunne fattes næring for disse nyttige insekter, når der blev for mange.
Dersom jeg skulle beskrive de forbedringer, jeg har gjort på min ejendom siden udskiftningen, med store stens oprydning = kløvning, som og små stens bortførelse af agermarken blev det over 2000 læs, med stendige, med grøfter, kultivering og et velindrettet agerbrug, men et haveanlæg hvori er 19 slags træer, og en indhegning derved på 4 skæpper land til en plantage, med opbrydning af hede og mose; teglbrænderi etc., da ville det medtage mange ark, allerhelst, når jeg tilføjede, de mange hindringer, som er lagt mig i vejen. Nok er det at jeg på min gård nu kan holde og har holdt 24 fæhøveder 40 får og 4 heste; har i år avlet 90 traver rug, hvor alt et tærsket til salg, sæd og brød, 45 tdr. rug og er over 15 tønder utærsket efter 10 tønder udsæd, og ligeså mange tønder af byg, havre og boghvede, så at denne gård, af alle nu kaldes den bedste her i sognet, som ved min modtagelse kaldtes den ringeste.
Havde jeg endnu 10 år at leve, og den gode Gud fremdeles bevarer mig for ulykke håber jeg, at bringe den til 1/2 gang mere end den nu er. Terpling by, som ved min ankomst dertil var den ringeste i sognet, men ved mergel som jeg først førte i brug, og ved mit eksempel, som nu følges, er det sket at den kaldes den bedste.
Det som jeg egentlig underdanigst søger premie eller belønning for er gæs (Thi alt det øvrige jeg har anført, er alene for, at
det høje Selskab, eller hvem der læser det kan se at jeg ikke har arbejdet alene for Premier, men kun for at søge lønnen for mit arbejde og min flid af mit eget, nu har jeg da endelig ladet mig overtale til at søge denne premie, vedlagte attester beviser: at jeg har 51 unge gæs; forrige år købte jeg 3 gamle til 4 jeg selv havde, dertil satte jeg en ung gås af min egen, altså havde jeg 8te gæs og to gasser til vinter, det var altså det samme som absolut med forseret magt at tilvejebringe det bestemte tal til premie, vidst nok havde jeg også fået imellem 60 og 70 hvis ikke pigen havde glemt døren åben hvor gæssene lå, da et svin var gået ind og ædt over 40 æg som 4 gæs lå på og allerede begyndte at sprække; tre gæs var alt ude med deres gæslinger, og de beholdt 28 til Mikkelsdag 1831, dermed var den stads forbi. Jeg beholdt da disse 8 alle gamle gæs og to gasser, men uheldig blev en gås af disse trådt ihjel i stalddøren om vinteren, altså kun 7 tilbage. Disse 7 fik 63 gæslinger af skallen, men der gik nogle af efterhånden så at jeg da synet skete, kun havde 51 unge og 7 gamle, min kone havde i høsletten slagtet en gl gasse, og en gammel gås havde fået noget i halsen, så hun og måtte tage den af. Nu har jeg da nedsat min gåsestamme til sit sædvanlige til 4 gl gæs og en gasse, de øvrige to gamle gæs og gassen har jeg solgt til en mand i Tjæreborg sogn for 2 rdl H.C. og det var mig kært, thi nu bliver der og plantet gæs, og nødig ville jeg ligge dem øde.
Dersom det høje selskab nådigst finder mig fortjent til premie, da må det fornemmelig være for at jeg er den, der for 50 år siden har ført gæs her til egnen, dette kunne jeg med et tingsvidne bevise, før var der ingen der i dette eller omliggende sogne der havde gæs, ja gl folk her i sognet havde aldrig set gæs før de jeg førte hertil, nu har det halve sogn eller for det meste folk haft gæs, og lige som en ligger dem af, så ligger en anden dem til; så de vist nok aldrig går ud.
Dersom det høje Kongelige Landhusholdnings Selskab nådigst finder mig fortjent til premie, da ønsker og udbeder jeg mig helst et hæders tegn som en af mine børn kunne have efter min død. Dersom man her i landet således omgikkes med gåsetillæg etc. som en strandet englænder har fortalt mig de gør i England, kunne man have gæs overalt. 1785 købte og antog jeg denne gård der står for hartkorn 2 td. 7 skp. 2 fjdk. 2 1/2 alb. 1791 blev byen udskiftet og af mig udflyttet til den længst fra liggende mark, Tranekiær kaldet, hvorefter jeg gav gården navn, hvormed den og af hr. inspektør Wessel på det geografiske landkort er antegnet.
Denne min underdanige ansøgning beder jeg ærbødigst de tvende velærværdige herrer præster, hr. pastor Hansen, nu præst i Øse, og hr. pastor Steenberg i Aastrup, der kender mig og min ejendom: at recomendere. jeg er nu nesten 82 år gammel, og det ville gøre mig meget ondt, om det jeg har anført, alene for at vise, jeg ved mit eksempel har gavnet, skulle anses for egen ros, hvorfor jeg og underkaster det med fornøjelse, den strengeste undersøgelse .
Tranekiærgdr. den 27 december 1832. underdanigst Jermiin
Transkriperet januar 1993 af Olga Pedersen, Glejbjerg
Sproget er omskrevet til nudansk.
Brevet er af Olga Pedersen hentet fra Landhusholdningsselskabet, Erhvervsarkivet, Aarhus. En kopi findes hos Gunner Jermiin Nielsen.
____________________________________________________________
Landhusholdningsselskabets sølvbæger for Landboflid (1832)
Kilde: Jens Christian Jermiin´s ansøgning om Landhusholdningsselskabets sølvbæger for Landboflid
Transkriperet 2006 af Olga Pedersen
I 1832 søgte og fik degnen Jens Christian Jermiin på Tranekærgaard Landhusholdningsselskabets sølvbæger for Landboflid. I ansøgningen skrev han om biavl følgende, hvor sproget er tillempet nudansk:
For bier havde jeg vist fået premie, thi ved en sværm som for mere end 40 år siden kom flyvende i min have og hvori jeg gav min nabo halvt, blev alting stående indtil vi havde seks stader i hver have til vinter og solgte honning for otte rigsdaler hamborgsk curant; Derved blev det så at vi årlig af disse 12 bistader, det ene år med det andet, solgte honning for 20 rigsdaler hamburgsk curant.
Da byen blev udskiftet og jeg flyttede ud, skiftede vi dem op og fik hver ni stader til vinteren, og solgte honning for mere end 20 rigsdaler.
Forhen var det en skik, at ingen tilsatte mere end fire a´fem stader, men efter mit eksempel tilsatte de fleste alle vintre færdige stader og bier blev så almindelige, at der ikke var en eneste beboer her i sognet, der ej havde bier, hvortil jeg hjalp meget ved at sælge levende stader, som ikke er lette at få da de fleste har den overtro at bier ikke må sælges levende af haugen.
Jeg satte også her i sognet og i flere sogne, bier ud til halvt. Men uagtet jeg og flere med mig for fire år siden havde 50 gode stader til vinteren, er de nu således uddøde, at ikke de halve her i sognet nu har bier. Jeg selv fik i år af ti gode stader kun én sværm, alligevel lod jeg dem stå, men kunne dog ikke nægte en mand i Terpling som alle var uddød for, et stade som han gav mig to rigsdaler hamburgsk curant for, og dog anså han det for en tjeneste, thi alle som har købt bier af mig har haft lykke med disse bier.
Men ikke vil jeg have præmie for den lykke som alene kommer fra Gud, og menneskelig flid ikke kan udrette, desuden er det et spørgsmål om der ikke kunne fattes næring for disse nyttige insekter når der blev for mange.