Biografi for: Søren Peter Cristensen Lind
Søren Peder blev født i Nebel, Vorbasse sogn den 17. februar 1863. Han blev døbt i Vorbasse kirke den 6. april, og hans faddere var: "Ane Riisbøl Jørgensen, Thomas Hansen og Hustru Marie, Gaardmand Hans Christensen, alle af Vorbasse Sogn. "
Min fætter Hans Ejler Nielsen mener, at Søren Peder var på landbrugsskole på Sjælland i sine unge dage, hvorfra han kom til Lolland. Her blev han gift med Karen Hansine Pedersen, født i Rodledshuse i Våbensted sogn den 19. oktober 1858, datter af husmand Peder Eilertsen og Else Hansdatter. Min far har fortalt, at hun var mejerske. De boede en overgang i Maribo, for der er deres børn født, og Søren Peder var mejeriejer, men hvor vides ikke.
Den 11. august 1905 får Søren Peder skøde på Vindebygaard i Vindeby sogn på Lolland. Gården havde et samlet areal på 186,5 ha, deraf 163,3 ha ager, 11 ha eng, 7,7 ha skov, 2 ha rørskær og 2,5 ha have og gårdsplads. Han betalte 265.000 kr for gården, men allerede i 1907 solgte han den igen for 285.000 kr.
I 1908 købte han gården "Storehedinge Hovedgård" for 358.000 kr. Gården ligger inde i selve Store Heddinge. Den havde et samlet areal på 227 ha, deraf 2,2 ha skov og resten ager. Han ændrede gården navn til "Louisenborg", og i de følgende år solgte han en del jord fra til byggegrunde. I 1919 solgte han så gården for 880.000 kr.
I årene 1919-1923 ved jeg ikke, hvad han foretog sig, men den 15. maj 1923 fik han skøde på hovedgården "Iselingen" ved Vordingborg. Denne gård havde et samlet areal på 403,2 ha, deraf ca. 276 ha ager, 106 ha skov, 11 ha eng og mose og 10,5 ha have, park og gårdsplads. Prisen på gården var 925.000 kr, hvoraf Søren Peder betalte kontant ca. 275.000 kr. Ejendommens bygninger bestod af hovedgården "Iselingen", Ørslev kirke, samt 7 huse.
Søren Peter Lind og Karen Hansine Pedersen oprettede i 1922 et testamente.
Karen Hansine døde af en hjerneblødning den 11. februar 1932 på Iselingen. Hun blev begravet den 18. februar på Storehedinge kirkegård ved siden af sønnen, Ejler Aksel Lind. Søren Peder Lind døde den 7. december 1945. Han blev brændt og urnen nedsat på kirkegården i Ørslev.
Min fætter, Hans Ejler Nielsen oplyser efter hans far, Simon Nielsens fortælling:
"Jacob og Thomas var vist de eneste, Søren Peder stod i brevveksling med. Han skrev gerne til Jacob, og i samme konvolut var der så et brev til Thomas. Søren Peder var nærig, og på denne måde kunne han spare porto. Han var dog ikke mere nærig, end at han ofte sendte penge til Thomas, der altid var fattig. Da der engang kom brev til Jacob, spurgte en bekendt, om der så var brev til Thomas også. "Ja, det var der, men jeg fik ikke lov at se brevet," svarede Jacob.
Søren Peders kone var mejerske, vistnok fra Lolland. De havde først en stor gård ved Hedehusene, har Kathrine Bennetsen, hans niece, fortalt. Denne gård solgte han og tjente 275.000 kr på det. Så købte han "Iselingen" ved Vordingborg af slægten Hammerich. Hans datter Elly blev gift med O. Bille.
Jacob og Thomas besøgte ham engang, vist nok før krigen. De rejste med tog til Vordingborg og gik så ud til gården, men det var Søren Peder meget utilfreds med. De skulle være kommet standsmæssigt til godset, og de kunde jo bare have ringet til ham, så havde hans privatchauffør hentet dem på banegården i Vordingborg.
En dag skulle de ud for at tage bedriften i øjesyn, og de traf et par mænd, der stod og tærskede med plejl. De stod så lidt og så på dem, og Søren Peder sagde til den ene af karlene, at han syntes ikke der var slag nok i plejlen. "Det kender godsejeren nok ikke noget til" svarede karlen. Så trak Søren Peder jakken af, tog plejlen og gav sig til at tærske, så det forslog. Nå, karlen kunne jo ikke vide, at godsejeren havde været daglejer, da han var 24 år gammel.
Så kom de ind i stalden, og der stod en ko og løftede på det ene ben. Thomas mente, Søren Peder skulle gå ind for at ringe efter dyrlægen. "Nej, det skal jeg ikke. Det har jeg både en overfodermester og en inspektør til at tage sig af. Det undrede de to brødre sig over, men de havde jo heller ikke før været på en gård med over 100 køer, det var utænkelig i Vestjylland i 30-erne.
Når Søren Peder enkelte gange var i Vestjylland., kørte han i egen bil med privatchauffør, og han boede hos broderen Hans Lind i huset i Bramming. I et brev Søren Peder skrev, da tyskerne var kommet til Danmark, stod der: "Sænk dog det forbandede pak deres skibe i Storebælt".
Selv om Søren Peder var nærig, så lånte han dog Thomas Linds søn, Carl, 5000 kr til at studere til præst for, og da Carl havde bestået eksamen, eftergav han ham gælden."
Jeg husker selv, at bedstemor, Maren Christensen engang fik besøg af Søren Peder. Vi børn blev klædt i vores bedste tøj, men fik streng besked på ikke at nærme os den fine gæst. Vi fik dog set både ham selv og hans bil, og jeg tror nok, det var bilen, der imponerede os mest.
Testamente
Vi underskrevne Ægtefæller, fhv. Godsejer Søren Peter Lind og Hustru Karen Hansine Lind, født Pedersen, af Storehedinge opretter herved saalydende
Testamente
I
Skulde jeg, Søren Peder Lind, afgaa ved Døden før min Hustru, og der findes Livsarvinger af vort Ægteskab, da tillægger jeg hende den samme Ret til at forblive hensiddende i uskiftet Bo med vore fælles myndige og umyndige Livsarvinger, som efter Loven tilkommer mig, saafremt jeg overlever hende.
II
Skulde der, naar en af os afgård ved Døden ikke findes Livsarvinger af vort Ægteskab, da skal den længstlevende være den førstafdødes eneste Arving.
III
Vi bestemmer herved, at ved den længstlevendes Død skal vor Datter, Elly Lind - eventuelt hendes Livsarvinger - arve alt, hvad vi efterlader os.
Men skulde vor Datter være afgaaet ved Døden før den længstlevende af os uden at efterlade sig Livsarvinger, saa skal alt, hvad der findes i Boet ved den længstlevendes Død, deles lige imellem mine, Søren Peder Linds Arvinger efter Loven og min Kone, Karen Hansine Linds Livsarvinger efter Loven, efter de Arveforhold, som finder Sted ved den længstlevendes Død.
IV
Saafremt vor Datter er i Live ved den længstlevendes Død, skal en Kapital paa 200.000 Kr af den hende ved den længstlevendes Død tilfaldende Arv baandlægges under Overformynderiets Bestyrelse til Rentenydelse for hende, saalænge hun lever. Renterne af Kapitalen skal udbetales vor Datter i de halvaarlige Terminer mod hendes egenhændige Kvittering, udstedt for hver enkelt Termin.
Den baandlagte Kapital og Renterne deraf skal være og forblive vor Datters Særejendom, udenfor Formuefællesskabet med hendes eventuelle Ægtefælle og skal være unddraget af Forfølgning fra Kreditors Side.
V
Vi bestemmer endvidere, at den i Post 4 foran anførte Kapital paa 200.000 Kr ikke skal indsættes i Overformynderiet i kontante Penge, men den skal anbringes der i solide 4½ % Kreditforenings- eller og Kreditkasseobligationer, saaledes at der kun anbringes Obligationer af paalydende Værdi 200.000 Kr, uden Hensyn til Obligationernes Kursværdi.
Den anførte Kapital skal saavidt muligt udlægges vor Datter i de Kasseobligationer, som forefindes i Boet (tilstrækkeligt af saadanne Obligationer suppleres) ved den længstlevendes Død, men skulde der ikke i Boet forefindes tilstrækkeligt af saadanne Obligationer suppleres Beholdningen ved Indkøb. I Tilfælde af Udtrækning af de baandlagte Obligationer foretages der nyt Indkøb af saavidt muligt Obligationer af samme Serie som de Udtrukne.
De baandlagte Obligationer forsynes med fornøden Prohibitivpaategning.
VI
Dette Testamente underskriver vi i Overværelse af Notarius publicus, i hvis Embedsprotokol det vil være af indføre med den Retsvirkning, at en Udskrift deraf skal være lige saa gyldig som Originalen.
Storehedinge, den 3die Juli 1922.
P. Lind Signe Lind